Om at få konstateret brystkræft

Lis Mønster Knudsen skrev en del klummer om brystkræft på DBO's hjemmeside. Hun gik på efterløn som 60-årig efter en lang karriere som sygeplejerske. Lis skrev ud fra sine personlige erfaringer som brystkræftpatient.

Hvordan reagerer man, når man får en cancerdiagnose?

Det er nok meget forskelligt, afhængig af hvem man er som person. Men én ting er sikker: Man går i chok, uanset om man er ung eller ældre, rig eller fattig. Alle de negative følelser popper op på et eller andet tidspunkt. Angst (dør jeg af det?), vrede (hvorfor lige mig?), magtesløshed (jeg kan jo ikke selv gøre noget ved det) selvmedlidenhed (det er synd for mig), og måske en decideret depression på længere sigt.

I januar 2013 var jeg til den frivillige mammografi. Jeg havde været der tre gange tidligere uden problemer. Men denne gang fik jeg et anderledes svar. Der var noget i begge bryster, som skulle undersøges nærmere. Jeg blev selvfølgelig nervøs og begyndte at tænke negative tanker, men der er ingen mammacancer i min familie, så jeg var ved rimeligt godt mod. Jeg blev indkaldt til yderligere mammografi, scanning og biopsi af de suspekte områder. Allerede under biopsien sagde lægen, at det sandsynligvis var cancer. Jeg var totalt handlingslammet i flere dage, nærmest i chok.

Cirka en uge efter biopsien skulle jeg have svar hos lægen på onkologisk afdeling.
Ja, du har cancer i BEGGE bryster (hvilket ikke er normalt). Operation om 1 uge!
Jeg modtog bare beskeden uden at fortrække en mine.
Først da vi kom hjem, blev der åbnet for sluserne. Jeg har aldrig grædt så meget! Min mand var ulykkelig både på grund af diagnosen, men også på grund af min naturlige reaktion.

Ugen op til min første operation ligger i en tåge. Jeg var stadig i chok. Min mand og jeg snakkede meget om det, men vi kunne jo ikke gøre noget. Vi måtte bare vente. I mit 1½ år lange brystkræftforløb har den uge nok været den sværeste. Jeg havde alle de negative følelser, og jeg græd i stride strømme. Jeg syntes, at det var så uretfærdigt.

Men hvor utroligt det end lyder, så ‘vænner’ man sig til at få besked om de dårlige ting. Man lærer, at acceptere dem, for man kan ikke gøre andet, og hospitalet gør alt, hvad de kan.

Jeg er så heldig at have en god og omsorgsfuld mand, men det er jo ikke alle, der har det, og så må det være ekstra svært. Man har det dårligt fysisk på grund af behandlinger og bivirkninger, men man har det også dårligt psykisk. Det er meget svært at slippe af med de negative tanker.

Det har hjulpet mig meget at være åben om det, og at tale med familie og venner og ikke mindst to veninder, som selv har haft brystkræft.

Mit råd til andre brystkræftramte er at tale om det. Det kan godt være, at du bliver ked af det og græder, men det hjælper at tale. Du skal bare være forberedt på, at det måske er dig, der skal indlede samtalen. Mange mennesker ved ikke, hvordan de skal tackle en situation, som kan være livstruende, men hvis du åbner op, vil de fleste gerne tale om det.