Nyhed
200 deltog i jubilæumsreception
Alle sejl var sat, næsten i bogstavelig forstand, da jubilæumsgæsterne steg ned i turbåden ved Frederiks Kaj og sejlede til Den Sorte Diamant fredag d. 20 september. Det blev en uforglemmelig sejltur med København, der viste sig fra sin bedste side.
Bænket i Dronningesalen efter et glas champagne gav publikum skuespiller Christina Selden et fortjent applaus, da hun havde spillet en kort version af sit stykke 'Hvorfor mig' på engelsk. Mange var rørt til tårer over hendes fremstilling af at få diagnosen brystkræft.
Paula Larrain var konferencier og fik forsamlingen gennem det varierede porgram, der startede med skuespillet, hvorefter Ann Soegaard Knop, onkolog på Rigshospitalet tog forsamlingen gennem udviklingen af diagnostik og behandling af brystkræft gennem de sidste 25 år men også længere tilbage. Ann Knop modtog herefter Brystkræftforeningens Jubilæumspris.
Når Brystkræftforeningen holder årsmøde synger man sammen, kendte sange fra bl.a. Højskolesangbogen. Ved jubilæet blev Brystkræftforeningens egen sang uropført af koret Koriosum, ledet af Niels Bosworth. Det var vindersangen ved en konkurrence Brystkræftforeningen udskrev i foråret 2024. Vinderen var Herdis Lystbæk Andersen, der modtog et diplom og en præmie på 5.000 kr. Titlen på sangen er 'Her er et sted'.
Herdis vil indspille sangen og lægge den på Spotify, så mange mennesker kan få glæde af den. Præmien var 5.000 kr.
Sidste punkt på programmet i Dronningesalen var en hyldest til de mange frivillige fra Brystkræftforeningens lokalforeninger, som kom på scenen til sangen 'We are family' og modtog roser og gaver.
Herefter var der reception i foyeren.
Nyhed
Nyhed