
Nyhed
Vindinge Boldklub i Roskilde har et fitness-motionshold for alle brystopererede kvinder. Holdet er etableret i samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital, Roskilde, og Jakob Bay, som leder motionsholdet.
"Kom og vær med," siger Jacob Bay og fortæller, at træningen er tilrettelagt, så alle kan være med. Man behøver ikke at have dyrket sport tidligere.
"Alle får udbytte af træningen, uanset hvilket niveau man starter på," siger Jacob og tilføjer, at der altid indgår bold i dele af træningen, og at der lægges stor vægt på gode grin undervejs.
Træningen foregår hver torsdag fra 8.30-9.30. Alle kan deltage uanset, hvor de bor, og det koster 600 kr. for et halvt år.
Der er mulighed for bad og omklædning, og man er velkommen til at bruge klubbens lokaler til en snak både før og efter.
Initiativet til fodbold fittness er taget på baggrund af en undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet (SDU), Rigshospitalet og Københavns Universitet, som sammen har sammen undersøgt virkningen af Fodbold Fitness efter behandling for brystkræft på en række sundhedsparametre og selvoplevet helbred. Projektet hedder ”Fodbold Fitness ABC” (After Breast Cancer) og resultaterne er offentliggjort i tre videnskabelige artikler.
Hovedkonklusionen er, at Fodbold Fitness er en intens og god træningsform for kvinder behandlet for brystkræft. Træningsformen har gavnlige effekter på balance, muskelstyrke og knogletæthed.
Vindinge boldklubs adresse er: Sandvejen 28 i Roskilde