Statens nærighed og langsomhed kan koste mig livet

Overskriften på en kronik i Politiken 28. februar af forhenværende økonimichef Henrik Lassen

Henrik Lassen er 65 år og skriver i kronikken, at han levet et liv med stor vægt på en sund livsform med bl.a. sund mad og med vægt på motion. Han har kræft i spiserøret, som har spredt sig til resten af kroppen. Han fortæller, hvordan han er blevet behandlet med en medicin, der virker via immunsystemet, som han selv har måttet betale for på et privathospital fordi lægemidlet ikke er godkendt af Medicinrådet i Danmark til hans kræfttype. Da dette lægemiddel, som havde god effekt, mistede effekten ønskede hans behandlende læge at tilbyde ham et andet lægemiddel, som European Mediines Agency (EMA) har godkendt til kræft i spiserøret, fordi det har god effekt på denne kræfttype. Dette lægemiddel, skriver han, er efter grundige overvejelser og et pres fra Brystkræftforeningen blevet godkendt til brystkræftramte i Danmark, mens det endnu ikke godkendt i Danmark som standardbehandling til kræft i spiserøret. Godkendelsen er end ikke på vej, fordi lægemiddelvirksomheden der producerer det endnu ikke har ansøgt om at få midlet godkendt til denne kræftform. Henrik Lassens behandlende læge har ansøgt om at få tilladelse til at tilbyde ham behandlingen, men har fået afslag.

Henrik Lassen har en vigtig pointe, for det er ikke usædvanligt, at lægemidler, der er godkendt til én sygdom, også har effekt på en anden sygdom, og ved at få lov at tilbyde en behandling, der allerede er godkendt til en kræftform, til en behandling af en anden kræftform skaber man mulighed for at hjælpe mennesker med andre kræftformer samridig med at man samler nye vigtige data.

I kronikken skriver Henrik Lassen skriver bl.a.
"Jeg kan godt føle mig snydt af det danske sundhedssystem, som jeg har betalt skat til igennem mere end 40 år. Når jeg så får brug for systemet, bliver jeg tvunget til at betale for min egen behandling. Det er meget ubehageligt, at jeg ud over bekymringer vedrørende min sygdom også bliver ramt af bekymringer vedrørende min økonomi. Jeg har altid forsvaret det danske samfund over for mine børn og sagt, at Danmark er et godt land at leve i. Nu tvivler de på det. Hvordan kan vi kalde os et velfærdssamfund, når syge mennesker efterlades til enten at betale selv eller dø? Mine børn kan derfor ikke forstå den barske behandling, som deres far får af det samfund, som både de og han troede var et velfærdssamfund. De vil meget gerne have lov til at beholde deres far i en ængere periode, når det nu har vist sig at være muligt. Det sender et helt forkert signal, at samfundet ikke vil betale for den medicin, som patienter har brug for, når de bliver alvorligt syge. Folk vakler simpelt hen i troen på, at Danmark er et godt og socialt velfungerende land. Hvorfor skal man blive boende i et land med høj skat, når man kan blive udsat for denne behandling."

Kronikken rejser flere relevante spørgsmål:

• Hvad er der for en velfærdsstat, vi har, hvis vi som kræftsyge mennesker ikke kan få den medicin, vi skal bruge for at overleve?
• Hvordan kan det være, at hospitalerne i Danmark ikke lever op til at give den bedst mulige behandling til patienterne?
• Hvorfor oplever kræftlæger oplever ofte, at deres ansøgninger afvises?
• Hvorfor skal ansøgning om brug af nye EMA godkendte lægemidler godkendes internt på hospitalet, før den overhovedet når til lægemiddelkomiteen
• Hvorfor foretager den regionale lægemiddelkomité ikke en reel individuel vurdering af medicinens virkning for den enkelte patient, som patienterne har krav på ifølge reglerne.
• Hvorfor skal den enkelte kræftpatient henvises til selv at betale for behandling og medicin, der er godkendt af EMA.
• Hvorfor skaber vi ulighed i sundhed ved at lade det være op til befolkningens økonomiske formåen, hvor længe de skal leve, når de har fået kræft
• Hvordan kan denne praksis være i overensstemmelse med det syvende princip i Sundheds- og Ældreministeriets princippapir af 31. marts 2016 om prioritering for sygehuslægemidler? Det syvende princip handler om sikring af lige adgang for både store og små patientgrupper til at få den samme behandling, og der skal ifølge reglerne foretages en individuel behandling af patienterne.