Artikel
Husk at give partneren opmærksomhed
DBO-kreds Vendsyssel har haft besøg af Susanne Duus, der både er uddannet sygeplejerske med speciale i palliation, sexolog og ansat ved Kræftens Bekæmpelse i Aalborg. Hun holdt et foredrag med titlen: ‘Mænd og kvinder tackler alvorlig sygdom forskelligt’.
Ifølge Susanne Duus rammes begge parter i et parforhold, når én i forholdet får en kræftsygdom. Ofte kan det være svært at forstå sin partners reaktioner på den nye situation, og man kan måske heller ikke forstå sine egne reaktioner. Susanne Duus forklarede, hvordan man som par kan finde overskud til at få hverdagen til at hænge sammen, og hvordan vi kan kommunikere om kræft og andre svære emner. Hun kom også ind på, hvorfor vi som køn er forskellige, og hvorfor vi taler forbi hinanden i stedet for at tale godt sammen.
Susanne Duus fortalte meget levende og gav små fif, som vi kan benytte os af for at blive bedre til at give vores partner opmærksomhed. Hun fremhævede, at man skal give hinanden et knus eller et kram på et halvt minut, for så vil man udløse hormonet oxytocin, der giver ekstra velvære. Prøv – det virker.