Artikel
Om at blive opereret
Operation for brystkræft
Når du har fået diagnosen brystkræft, er du nok i krise! Du var måske slet ikke forberedt på det, og derfor kommer det som et chok. De tilbyder operation, og det skal du forholde dig til. Jeg oplevede, at ‘Kræftpakken’ fungerer. Fra jeg fik diagnosen til operation, gik der kun én uge.
Jeg var glad for den hurtige behandlingstid, men selvfølgelig også nervøs for, om operationen ville forløbet godt, og om de ville få det hele med. Det var en voldsom psykisk oplevelse, da mine tanker kun drejede sig om, om jeg skulle dø af det.
Jeg fik en brystbevarende operation på begge bryster. Canceren var ‘den milde’ østrogenfølsomme type, hvor jeg skulle have 25 strålebehandlinger og antiøstrogen tabletter i fem år. Jeg kom hjem dagen efter, havde ingen smerter og tænkte, at alt var godt. Men så kom beskeden en uge senere:
‘I det ene bryst har vi fundet en aggressiv type cancer. Vi er nødt til at operere dig igen, og så skal du have 6 x kemo og Herceptin hver tredje uge i et år bagefter.’
Så knækkede filmen! Jeg græd igen. Alle de negative følelser poppede op. Hvorfor mig? Jeg har levet rimelig sundt, og der er ingen brystkræft i familien. Jeg blev opereret anden gang og fik fjernet en ‘luns’ mere af det ene bryst. Efterforløbet gik fint. Jeg havde stadig begge mine bryster, selv om de var kommet til at se noget anderledes ud. Fysisk havde jeg det også godt. Men en uge senere kom den næste besked; at der stadig var cancer i mit bryst. Da kunne jeg næsten ikke klare mere. Jeg var totalt handlingslammet og kunne intet foretage mig.
Vreden forsvandt
En samtale med kræftlægen resulterede i, at jeg indvilligede i at få brystet fjernet helt. Jeg fik foretaget min tredje operation, der var en fjernelse af hele brystet. Det gik godt. Selv om alle operationer forløb godt, tærede det på kræfterne at blive opereret tre gange i løbet af knap seks uger. Jeg var selvfølgelig angst for, om de nu havde fået det hele med, men jeg var mest vred! Vred over, at de ikke kunne se under min anden operation, at der stadig var cancer i brystvævet. Så kunne jeg have undværet den tredje operation.
Jeg bad om at få udleveret min journal og begyndte den langsommelige opgave at tyde den. Det meste var volapyk for mig. Når jeg som sygeplejerske havde svært ved at tyde den, hvordan skulle lægmand så kunne? Man bliver bare mere forvirret og nervøs. Jeg er så heldig at have en meget god ven, som er læge, og han er fantastisk til at forklare tingene for patienterne. Han gennemgik journalen med mig, og jeg forstod, at de ikke havde kunnet gøre noget anderledes. Så forsvandt min vrede, angsten var der stadig, men jeg faldt til ro. Jeg kom ud på den anden side med både livet og psyken i behold.
Brug for ro
Mit motto blev: Når du ikke selv kan gøre noget ved det, må du bare acceptere det.
For sundhedspersonalet gør, hvad de kan. De er super professionelle. Familie, venner og sågar naboer støttede op om mig (fordi jeg havde været åben om det). Jeg har aldrig fået så mange blomster. Telefonen kimede, og der kom besøg. Det hjalp mig meget at tale om det. De var gode til at lytte, og alle sagde, at jeg bare skulle sige til, hvis de kunne gøre noget for mig. På et tidspunkt blev det dog for meget for mig. Jeg havde brug for ro sammen med min mand, for jeg var stadig træt efter tre operationer. Min mand overtog alle de huslige pligter. Det betød meget for mig, at jeg ikke skulle tænke på det.
Mit råd til andre brystopererede er:
Tag imod den hjælp du kan få. Vær ikke nervøs for at virke ‘pylret’. Du har brug for hjælpen – både fysisk og psykisk.