Samvær med andre brystkræftramte

I denne klumme skriver Lis Mønster Knudsen hvad hun har kunnet bruge samvær med andre brystkræftramte til.

Vi kan hjælpe hinanden
Vi reagerer meget forskelligt, når vi bliver ramt af kræft. Nogle har et godt netværk og har ikke brug for andre. Andre, som måske ikke har så godt et netværk, har brug for at tale med andre i samme situation.

Før i tiden var jeg meget udadvendt og positiv. Det ændrede sig med min cancerdiagnose. Jeg blev indadvendt og lukkede mig selv inde i en klokke. Jeg syntes, at det var synd for mig. Jeg har heldigvis et godt netværk med en meget omsorgsfuld mand, børn, familie og venner, som har hjulpet mig igennem denne svære periode i mit liv.

Jeg har haft et rigtig godt samvær med andre brystkræftramte i forbindelse med kemo, Herceptin og genoptræning. Vi var jo de samme, som kom uge efter uge, og vi lærte hinanden at kende – både sygdomsmæssigt og privat. Men jeg havde ikke behov for eller lyst til at involvere mig mere med dem.Til gengæld fandt jeg ved et tilfælde ud af, at én af mine studiekammerater fra min sygeplejerskeuddannelse havde været igennem det samme som jeg. Vi havde ikke talt sammen i mange år, men jeg kontaktede hende. Det kom der meget positivt ud af.

Jeg kontaktede hende efter min første operation. Da var det fem år siden hendes operation. Vi faldt lynhurtigt i hak. Vi kendte jo hinanden fra vores unge dage. Hun var kommet godt over sine første fem år, bortset fra én senfølge, nemlig lymfødem i armen på den side, hvor hun var opereret og havde fået fjernet alle lymfekirtlerne. Det er blevet en kronisk tilstand, og hun er generet af det dagligt. Hun fik efter fire år rekonstrueret brystet. Jeg har hele tiden været meget åben om mine bange tanker og spørgsmål, og hun har været fantastisk til at svare på mine spørgsmål, berolige mig og fortælle om egne oplevelser, som jeg kunne relatere til.

Hun var meget glad for, at jeg kontaktede hende. Hun havde ikke haft så mange at tale med under sit eget sygdomsforløb, og selv om det var fem år siden hendes forløb, syntes hun, at det var godt at tale tingene igennem med én, der oplevede det samme. Jeg kunne hjælpe hende ved at gøre opmærksom på Senfølgergruppen (m.h.t. hendes lymfødem). Det var hun glad for.

Vi har nu mailet sammen ca. hver anden uge i over to år og har set hinanden en gang om året. Vi har ringet sammen nogle få gange, men jeg har stadig problem med hukommelsen (‘kemo-hjerne’), og så kan jeg ikke huske, hvad vi har talt om, hvilket jeg finder lidt pinligt! Når vi skriver sammen, kan jeg altid gå tilbage og se, hvad vi har talt om. Hun har været en uvurderlig støtte for mig!

Selv om jeg har et godt netværk, er det at tale med én, som selv har været igennem hele forløbet, noget helt andet. Det kan være svært for familie og venner at sætte sig ind i ens fysiske og psykiske tilstand. For nogle er det svært at håndtere en livstruende sygdom hos deres kære. Det har jeg selv oplevet med mine børn. De ville helst ikke tale om det. Det gjorde for ondt. De var bange for, at jeg skulle dø.

Mit råd til andre brystkræftramte er:
Tal med andre i samme situation. I vil kunne hjælpe hinanden. Det er jo ikke alle, der kender én, som har været igennem et brystkræftforløb. Jeg tror dog, at man kan finde nogle ildsjæle i Kræftens Bekæmpelse, DBO eller andre steder, som gerne vil tale med én. Hvis du er interesseret i Senfølgergruppen, som jeg blev opmærksom på, da jeg læste bogen ‘Senfølger efter kræft’ af Josina Bergsøe, kan de kontaktes på tlf.: 40 44 78 48, mail senfoelgergruppen.dk@godmail.dk
Læs evt. mere på www.senfoelger.dk