Nyhed
Antihormonbehandling ved brystkræft er mindre effektiv hvis man er overvægtig
Ledende overlæge Signe Borgquist og ph.d.studerende Sixten Harborg fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har netop publiceret en undersøgelse af 13.000 kvinder med brystkræft i JAMA Network.
I undersøgelsen har forskerne set på både tilbagefald og risiko for at dø af brystkræft hos kvinder med overvægt. Konklusionen er, at der er øget risiko for begge dele, at risikoen vokser med overvægten, og at risikoen starter ved et BMI over 25.
Undersøgelsen viser, at kvinder med overvægt har en væsentligt dårligere brystkræftprognose end andre, fordi risikoen for tilbagefald er afhængig af overvægten. Alle kvinder i undersøgelsen får den type behandling, som er standard i dag, når man har hormonfølsom brystkræft. Det er antihormonbehandling i fem år efter operation. Og undersøgelsen viser, at medicinen virker mindre effektivt hos kvinder med overvægt. Årsagen til at kvinder med overvægt har mindre glæde af behandlingen med antihormon er, at man ved overvægt har et større østrogenniveau i kroppen sammenlignet med normalvægtige. Det har man fordi østrogen produceres i et samarbejde mellem binyrer og fedtvæv.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at man må hjælpe overvægtige kvinder med at reducere overvægten, så de får glæde af antihormonbehandlingen, og at man i det hele taget skal forsøge at finde en mere optimal tilgang til behandling af kvinder, der er meget overvægtige og får brystkræft.
Se artiklen i Jama Network.
Nyhed
Nyhed