Nyhed
Hypermoon: At få diagnosen brystkræft – oplevet indefra
”Nogle gange sker der noget, så man må ændre sine planer,” siger Mia Engberg i sin film Hypermoon.
Filmen er produceret i 2023 og trådte i stedet for et andet filmprojekt, Mia Engberg var klar til at starte. Det, der skete, så Mia ændrede planer var, at hun fik brystkræft.
Og det handler Hypermoon om, Mias følelsesmæssige univers, da hun får diagnosen, bliver opereret, får kemoterapi og skal videre. Man oplever på egen krop, hvor frit i luften hun føler, hun svæver, alt bliver oplevet gennem det filter, der hedder: Jeg har fået kræft, hvornår skal jeg dø? Vi ser verden, som den forekommer – med Mias kamera, Mias øjne. Og det er stærkt!
Vi bevæger os i filmen gennem et univers, der omfatter de mindste af kroppens celler, en romantisk forelskelse i Paris for 20 år siden, over den første (russiske) kvindelige astronaut, der var uvidende om, at hun var i stor risiko for at svæve rundt om jorden for evigt, til indledningen af Mias kamp for livet på et sygehus i Stockholm også uvidende om, hvad hendes skæbne bliver.
En tankevækkende og meget nærværende film, man kan se, hvis man køber Filmmagasinet Ekko #95, der sælges i løssalg eller kan bestilles på dette link https://www.ekkofilm.dk/udgivelser/magasinet/95/ - i Magasinet er der et link og en kode til filmen.
Ekko har generøst stillet et antal #95 magasiner til rådighed for Brystkræftforeningen. Disse magasiner kan man tage med hjem fra det kommende årsmøde d. 9. marts, 2024 - her får man link og kode og kan se filmen sammen med et essay af Merete Hellerøe. Linket er aktivt indtil 1.4.2024.
Nyhed
Nyhed