
Nyhed
Det er med stor sorg, vi har modtaget beskeden om Lise Hansens bortgang den 1. juli.
Lise var en venlig og farverig sjæl med et varmt smil og et hjerte, der rakte langt ud over hende selv. Hun havde et særligt overskud – både til sin familie og til det frivillige arbejde, hun brændte for.
Som en dedikeret ildsjæl i Brystkræftforeningen kreds Hovedstaden tog Lise initiativ til nye medlemsaktiviteter, og med stort engagement deltog hun i Brystkræftforeningens arbejde for at udbrede kendskabet til brystkræft. Som moderator i Kræftens Bekæmpelses samtalegrupper for kvinder med brystkræft har Lise sat sig spor, som vil leve videre i årene fremover – til gavn og glæde for sine medsøstre.
Lise havde altid tid til en snak, et smil og en hjælpende hånd. Med sit farveglade tøj, den karakteristiske røde læbestift og sit smittende humør satte hun kulør på alle de sammenhænge, hun deltog i. Hun passede ikke kun på sine egne, men også andres – både børn, børnebørn og firbenede venner.
Vi vil savne Lise – hendes livsglæde, varme væsen og ikke mindst hendes uundværlige indsats i fællesskabet.
Tak, Lise, for alt, hvad du har givet os.
Æret være dit minde
Foto: Lise repræsenterede Brystkræftforeningen, hvor hun kunne, her ved indvielsen af det nuværende brystkirurgisk afsnit på Gentofte Hospital i 2022.