Nyhed
Sådan kan vi gøre forløbet for brystkræftpatienter endnu bedre – helt konkret
Brystkræftforeningen og den onkologiske kliniske enhed på Rigshospitalet har givet input relateret til brystkræft og medvirker i en video produceret af MEDTV med punkter til den kommende Kræftplan V, som er indsendt til Sundhedsstyrelsen.
Videoen fokuserer på følgende punkter:
- Diagnostik, herunder screeningsalder og differentieret, risikobaseret screening
- Behandling: En pulje til kræftlægemidler
- Rehabilitering: Ensartet opfælgning og rehabilitering landet over
Baggrunden er Sundhedsstyrelsens kommissorium fra 2023 for fagligt oplæg til Kræftplan V.
Kommissoriet indledes med følgende:
Over de seneste tyve år er der sket markante forbedringer af kræftområdet i Danmark. Det skyldes blandt andet de vedvarende og gennemgribende tiltag, der er blevet gennemført med de tidligere fire nationale kræftplaner. Samtidig har der på tværs af myndigheder, faggrupper, organisationer og patientforeninger været fokus på organiseringen af kræftforløbet, opsporing af kræft, strukturelle forebyggelsestiltag, indførelse af nye behandlingsmetoder mv. Det har bedret den samlede kræftdødelighed i Danmark, som er faldet med næsten 2% per år mellem 2011-2020 og bliver ved med at falde. Kræftdødeligheden falder blandt andet, fordi overlevelsen er forbedret for næsten alle kræfttyper, og der er faldende incidens for nogle kræfttyper.
Regeringen afsatte med Ny sundhedspakke af maj 2023 en ramme fra 2025 og frem til en ekstraordinær kræftindsats og en Kræftplan V, hvoraf det fremgår, at ”Sundhedsstyrelsen skal, med bistand fra andre relevante styrelser, udarbejde et fagligt oplæg til Kræftplan V, som forelægges for regeringen i slutningen af 2024. Det faglige oplæg skal bl.a. kortlægge indsatsområder og mulige tiltag med fokus på tidlig opsporing og diagnostik, så kræft opdages tidligere. Ligeledes skal oplægget have fokus på tiden efter kræftbehandling i form af senfølger, rehabilitering og smertelindring, ligesom oplægget skal have fokus på ulighed i kræft”.
Nyhed
Nyhed