
Nyhed
Lørdag, den 31. maj blev der afholdt et velbesøgt og udbytterigt MBC-seminar i Næstved. Lokalkreds-Sydsjælland og MBC-gruppen kunne byde velkommen til en stor flok spørgelystne kvinder, hvoraf mange havde kørt langt for at opnå mere viden om tilbagefald af brystkræft - samt møde andre kvinder i samme livssituation.
Onkolog Anne-Cathrine Østby, Sjællands Universitetshospital (stort foto), holdt et fantastisk godt, fagligt oplæg om metastatisk brystkræft, de medicinske behandlingsmuligheder og den palliative indsats, der kan henvises til.
Spørgelysten var stor, så det endte med, at foredraget blev noget længere end aftalt, men Anne-Cathrine Østby stillede sig fuldt ud til rådighed for alverdens spørgsmål, og hun svarede på et ”sprog” som var til at forstå for alle.
Vi kan kun takke ydmygt for onkologens empatiske, ærlige og positive tilgang til emnet.
Efter hyggelig og fælles erfaringsudveksling omkring en god og mættende frokostsalat, så sluttede seminaret af med udendørs QiGong i det dejlige solskinsvejr. (lille foto)
QiGong underviser Inge W. Mortensen guidede os roligt og effektivt igennem forskellige kinesiske helbredsøvelser, mindfulness og ansigtsmassage.
En herlig afslutning på en god og lærerig dag i Kræftrådgivningens smukke lokaler i Næstved.