
Page
Da jeg var 27 år, troede jeg, at jeg kunne gå på vandet. Jeg var ung, fuld af energi, og livet føltes grænseløst. Jeg havde store drømme og troede, at sygdom var noget, der ramte andre – ikke mig.
Men så blev jeg ramt af kræft. Livmoderhalskræft.
Livet, der pludselig blev skrøbeligt
Jeg blev bange. Ikke bare en lille smule bange – men bange på en måde, jeg aldrig havde prøvet før. Det var en følelse af at miste fodfæstet, af at falde ned i et sort hul uden at vide, om jeg ville lande igen.
Indtil da havde jeg taget livet for givet. Jeg troede, at jeg havde al tid i verden. At jeg kunne planlægge, drømme og styre, hvad der skulle ske. Men den dag lærte jeg, hvor skrøbeligt livet er.
Heldigvis kunne lægerne fjerne al kræften.
Jeg var en af de heldige! Min livmoderhals blev fjernet, og selvom jeg dengang ikke vidste, hvad det ville betyde for min fremtid, blev det senere en kæmpe udfordring at få børn.
Det tog mig flere år, og vejen var lang. Men det lykkedes. Jeg blev mor til to fantastiske drenge – en gave, jeg aldrig tager for givet. Jeg var taknemmelig på et niveau, der ikke kan beskrives med ord.
Jeg troede, at den største kamp i mit liv lå bag mig. Jeg tog fejl.
Brystkræft – da livet ramte igen
Mine drenge var 6 og 4 år, da jeg igen fik beskeden, der ændrede mit liv: Brystkræft.
Det var en anden slags chok denne gang. Da jeg var 27, var jeg bange for at dø. Men da jeg var i 40’erne og havde to børn, var frygten anderledes. Nu handlede det ikke kun om mig. Nu handlede det om mine drenge.
Hvordan fortæller man sine små børn, at man er alvorligt syg? Hvordan beskytter man dem mod den frygt, man selv er ved at drukne i? Jeg valgte at skåne dem. Jeg fortalte dem, at jeg fik stærk medicin, som gjorde, at jeg mistede mit hår. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at de skulle føle sig trygge og ikke mærke min angst. Først mange år senere forstod de, hvor syg jeg havde været, og det har sat sine spor i dem.
At være stærk – men glemme sig selv
Jeg ville være den samme stærke mor, jeg altid havde været. Jeg nægtede at lade kræften tage det fra mig. Så jeg pressede mig selv. Jeg smilede, når jeg burde hvile. Jeg lavede mad, når jeg knap nok kunne stå på benene. Jeg tog dem i skole, selv når kroppen skreg efter ro.
Jeg pressede mig selv så meget, at jeg til sidst ikke kunne mærke mig selv længere. Jeg gav alt for andre, men glemte at give mig selv det, jeg havde brug for.
Jeg ville så gerne beskytte mine drenge, at jeg satte mig selv bagerst. Jeg lod min krop tage slaget uden at lytte til dens behov. Jeg kæmpede for at være alt for alle – og prisen for det var høj.
For selv når kræften var væk, var jeg ikke den samme. Min krop var slidt. Min sjæl var træt. Jeg havde overlevet, men jeg havde glemt mig selv i processen.
Hvordan jeg blev nødt til at lytte til mig selv
Det var først 1,5 år efter kræftbehandlingen, da et voldsomt angstanfald rystede mig, at jeg begyndte at vågne op. Jeg var blevet så vant til at ignorere mine egne behov, at det pludselig ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg kunne ikke længere ignorere min krop, min frygt og min træthed. Jeg måtte endelig stoppe op og lytte til mig selv.
I den tid gik jeg i terapi, og begyndte at tage små skridt mod at genfinde mig selv. Jeg indså, at jeg havde presset mig selv så meget, at jeg ikke længere vidste, hvem jeg virkelig var. Jeg tillod mig at være sårbar, og jeg gav mig selv lov til at hvile uden dårlig samvittighed. Jeg begyndte at bruge yoga og løb til at finde min balance igen. Min krop begyndte at vise mig vejen tilbage. Det var som om, den havde ventet på, at jeg ville lytte til den.
At give sig selv lov til at være sårbar og perfekt på sin egen måde
Jeg indså, at jeg ikke behøvede at være perfekt. Jeg kunne være stærk og sårbar på én og samme tid. Jeg kunne tillade mig at være menneskelig, at have brug for hjælp, og at tage imod omsorg fra dem omkring mig.
I dag er jeg bestemt ikke perfekt – men jeg er perfekt med alt det, jeg har med mig. Alle mine erfaringer, både de svære og de glædelige, har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg er hele, fordi jeg accepterer mig selv med alt, hvad der har været, og alt, hvad jeg er blevet. Mine styrker og mine sårbarheder, mine sejre og mine udfordringer, er en del af mig, og det er det, der gør mig til et helt menneske. Og det er helt okay.
Hvordan jeg lærte at give slip på det perfekte billede
At give slip på ideen om at være "perfekt" var en lang rejse. Jeg blev nødt til at konfrontere min frygt for at være utilstrækkelig, min frygt for at vise mig selv som sårbar. Men jeg lærte, at det netop er sårbarheden, der gør mig stærk. Jeg fandt styrken i at være åben, ægte og modig nok til at vise, hvem jeg virkelig er. Jeg lærte, at det er okay at være svag nogle gange. Det er okay at vise mine følelser og at bede om hjælp, når det er nødvendigt. Jeg lærte, at det ikke er i perfektionen, men i menneskeligheden, at vi finder vores sande styrke.
Refleksioner over nu – at finde en ny vej frem
Når jeg ser tilbage på de sidste mange år, kan jeg se, hvordan mine livserfaringer har formet mig – både som kvinde og som menneske. Jeg har lært at værdsætte de små øjeblikke, de stille stunder, hvor jeg kan finde ro. Jeg har også lært, at det er okay at være usikker, at føle sig træt eller at have brug for tid til at hele. Jeg er ikke længere den samme person, som jeg var før sygdommen. Jeg er mere bevidst om mine egne grænser og har fundet en balance, hvor jeg tager mig tid til både at hjælpe andre og at tage vare på mig selv. Jeg har lært at give mig selv tilladelse til at være menneskelig, og i den menneskelighed finder jeg en styrke, som er langt stærkere end den perfekte facade, jeg tidligere stræbte efter.
Det er overvældende, det er at være syg, mens man har små børn at tage sig af, men vi må aldrig glemme at tage vare på os selv, selv når vi kæmper for dem, vi elsker ❤️
Tina Selch