Nyhed
TILLYKKE til Louise Schelde Frederiksen, HumanRise
Louise Schelde Frederiksen, Direktør for velgørenhedsorganisationen Human Rise modtog Brystkræftforeningens Ærespris 2024 i forbindelse med foreningens årsmøde og Generalforsamling d. 9. marts 2024, afholdt i Sorø.
Louise Schelde Frederiksen skriver sig dermed ind i rækken af prismodtagere, som alle har modtaget prisen for en helt særlig empatisk tilgang til de mennesker, der er blevet ramt af brystkræft. Man skal ikke opfylde nogle specielle faglige kriterier og derfor er der stor variation i de mange prismodtageres baggrund.
Valget faldet på Louise, fordi hun gjort sig bemærket på en hel særlig måde og med et helt særligt menneskesyn, som vil komme mange personer med brystkræft til gode.
Når man bliver livstruende syg af brystkræft er tiden vigtig, og der er utallige eksempler på, at alvorligt syge kvinder med brystkræft må bruge kræfter på og kæmpe med en jobcenterordning, hvor vurderingen af sygdomstilstanden afviger væsentligt fra den medicinske vurdering. Det er her Louise og HumanRise gør en fantastisk indsats. Louise træder personligt ind som partsrepræsentant på vegne af den sygdomsramte og er med til at sikre, at den syge kan koncentrere sig om sin behandling og sin familie uden urimelige krav fra det danske velfærdssystem.
Baggrunden for etableringen af HumanRise i 2021 er at Louise og hendes bror har oplevet, at deres far blev syg og ’mistede sig selv til et komplekst velfærdssystem’. Det var smerteligt for ham og for familien og de to søskende besluttede sig for, at familier, der rammes af sygdom på tværs af diagnoser, ulykke eller handicap ikke må mangle rådgivning og støtte. De besluttede at sætte mennesker først og hjælpe til at det enkelte menneske til at komme styrket videre i en umenneskelig og låst situation.
Louise har en baggrund som socialrådgiver og jurist og hendes bror Rasmus har økonomisk baggrund. Sammen stiftede de HumanRise, hvor sygdomsramte og børn af sygdomsramte forældre kan få juridisk rådgivning i jobcentersager og nødvendig menneskelig og empatisk støtte i en meget vanskelig situation.
Nyhed
Nyhed