Artikel
Podcast om søvnproblemer
20. jan 2022
Herceptin
At blive behandlet med Herceptin
Man får Herceptin, hvis man har en HER2 positiv cancerform. Det havde jeg, så det betød , at jeg skulle have Herceptin hver tredje uge i et år. I alt 17 gange. Jeg startede Herceptinbehandlingen, mens jeg stadig var i kemobehandling, så det blev til mange besøg på hospitalet.
Herceptin kan som al anden medicin give bivirkninger som feber, kvalme, svimmelhed og åndenød. Hjertets pumpeevne kan blive nedsat pga. Herceptin. Det sker ikke så ofte, men pga. denne risiko fik jeg lavet en speciel hjerteundersøgelse (kaldet MUGA) ca. hver tredje måned, mens jeg var i behandling. Undersøgelsen består i, at man får sprøjtet et radioaktivt stof ind en blodåre, hvorefter hjertet bliver filmet i ca. 20 minutter. Jeg mærkede ikke noget, bortset fra prikket i armen. Min mand mente, at jeg snart var selvlysende med alt det, som jeg fik sprøjtet ind. Vi forsøgte at bruge humoren.
De første gange, jeg fik Herceptin, var det intravenøst (via en blodåre). Det tog en halv time, og derefter var jeg til observation i en time. Vi var et ‘Herceptin-hold’ på 5-6 patienter, som kom samtidig hver tredje uge. Der var jævnligt udskiftning blandt patienterne, da vi var på forskellige stadier af vores behandling, men de nye faldt hurtigt ind, da alle var meget åbne. Vi lærte hinanden at kende, både privat og sygdomsrelateret. Nogle af os havde også fået kemo sammen.
Vi fik tildelt et rum, hvor vi kunne sidde under hele forløbet. Nogle gange kom der en professionel sygeplejerske og underviste os om diverse emner, som evt. kunne påvirke os, blandt andet kost, motion, seksualitet og rekonstruktion af brystet. Det var rigtig rart, da jeg havde mange spørgsmål.
Pr. 1. december 2013 blev behandlingen ændret. Vi skulle nu have Herceptinbehandlingen som en indsprøjtning i låret, og der var ingen observationstid bagefter. Det var dejlig hurtigt, men vi savnede faktisk det samvær, som vi havde haft. Men sådan er systemet altså nu. Jeg havde ingen problemer hverken fysisk eller psykisk i forbindelse med min Herceptinbehandling. Mit eneste råd er at være åben over for andre med samme diagnose, også selv om du ikke kender dem. De fleste vil gerne tale om sygdommen – og det hjælper!
